Selvstyret

Grønlands Selvstyre består af Inatsisartut (parlamentet), som er den folkevalgte lovgivende forsamling (lovgivende magt), og af Naalakkersuisut (regeringen), der har ansvaret for den overordnede offentlige administration, og derved udgør den udøvende magt.

 

Se mere på adresserne: www.naalakkersuit.gl og www.inatsisartut.gl

 

Inatsisartut

Den folkevalgte forsamling eller Grønlands parlament, Inatsisartut, blev oprettet ved indførelsen af hjemmestyre den 1. maj 1979. Inatsisartut har 31 folkevalgte medlemmer.

 

Arbejdsåret i Inatsisartut indledes som regel på en fredag i september og varer et år. Inatsisartut samles mindst to gange årligt til ordinære samlinger. Hvis særlige omstændigheder gør det nødvendigt, kan Inatsisartut indkaldes ekstraordinært.

 

Se mere om Inatsisartut på denne hjemmeside: www.inatsisartut.gl

 

Formandskabet for Inatsisartut og udvalg

Inatsisartut har et formandskab, også kaldet et præsidium, der består af formanden plus fire medlemmer af Inatsisartut.

 

Formanden har blandt andet til opgave:

·         at repræsentere Inatsisartut udadtil

·         at lede møderne i Inatsisartut

·         at drage omsorg for at Inatsisartut og udvalgenes arbejde tilrettelægges og afvikles forsvarligt

·         at administrere det grønlandske medlemskab af Nordisk Råd og forbindelsen til det danske Folketing.

 

Inatsisartut nedsætter en række udvalg. Hvert udvalg kan bestå af op til syv medlemmer, som ikke samtidig må være medlem af Naalakkersuisut.

 

Udover Formandskabet for Inatsisartut er seks af udvalgene - de såkaldte "Lovpligtige udvalg" - obligatoriske, hvilket vil sige, at de skal nedsættes.

Det drejer sig om:

·         Udvalg for Forretningsordenen

·         Finans- og Skatteudvalg

·         Lovudvalg

·         Revisionsudvalg

·         Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg

·         Udvalg til Valgs Prøvelse

 

Derudover nedsætter Inatsisartut en række stående udvalg, hvis antal og arbejdsområder Inatsisartut frit kan fastsætte fra år til år. P.t. har Inatsisartut følgende stående udvalg:

·         Anlægsudvalg

·         Erhvervsudvalg

·         Familie- og Sundhedsudvalg

·         Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalg

o      Frednings- og Miljøudvalg

o      Råstofudvalg

·         Udvalget for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke

 

Bureau for Inatsisartut

Bureau for Inatsisartut varetager den daglige administration. Administrationen er underlagt Formandskabet for Inatsisartut.

 

Den øverste administrative myndighed er generalsekretæren. Bureauet for Inatsisartut har med formandskabssekretariatet og kommunikations- og projektafdelingen to stabsfunktioner, der bistår bureauets fem linjefunktioner, som består af et udvalgssekretariat, en juridisk afdeling, en tolkeafdeling, en serviceafdeling og en økonomiafdeling.

 

Lovgivning

Lovforslag fremsættes normalt af Naalakkersuisut, men kan også fremsættes af et medlem af Inatsisartut. Alle forslag til love gennemgår tre behandlinger i Inatsisartut.

 

Valgperiode

Inatsisartut vælges for en fireårig periode, men der kan udskrives og afholdes valg, før den ordinære valgperiode udløber. Det senest afholdte valg var den 28. november 2014. Siden indførelse af hjemmestyre i 1979 er der afholdt tolv valg. Læs mere om perioderne under afsnittet Valg til Inatsisartut.

 

Se mere om valg på denne hjemmeside: www.valg.gl

 

Inatsisartut udpeger efter nyvalg en ombudsmand, hvis opgave det bl.a. er at påse, at Naalakkersuisuts og kommunernes administration er i overensstemmelse med lovgivningen og god forvaltningsskik.

 

Ombudsmanden for Inatsisartut

Ombudsmanden for Inatsisartut vælges af Inatsisartut og fører på Inatsisartuts vegne kontrol med, at selvstyrets og kommunernes forvaltning sker i overensstemmelse med gældende ret og god forvaltningsskik.

 

Ombudsmanden er i udøvelsen af sit hverv uafhængig af Inatsisartut og af politisk indflydelse. Ombudsmanden afgiver en årlig beretning til Inatsisartut om sin virksomhed. Beretningen offentliggøres på ombudsmandens hjemmeside.

 

Se mere om Ombudsmanden for Inatsisartut på denne hjemmeside: www.ombudsmand.gl

 

Sagsbehandling i den offentlige forvaltning

Sagsbehandlingen i den offentlige forvaltning i Naalakkersuisut (tidligere landsstyret) foregår overordnet på grundlag af sagsbehandlingsloven, ulovbestemte retsgrundsætninger og normer for god forvaltningsskik udviklet af ombudsmanden, suppleret med cirkulærer og vejledninger.

 

Sagsbehandlingsloven indeholder bestemmelser om sagsbehandlingen i den offentlige forvaltning og regulerer forholdet til parterne i en sag.

 

Offentlighedsloven finder endvidere anvendelse på andre end parterne i en sag, som ønsker aktindsigt i en sag i den offentlige forvaltning.

 

Samtlige grønlandske love og bekendtgørelser fastsat siden hjemmestyrets indførelse i 1979 findes på denne hjemmeside: www.lovgivning.gl

 

På Statsministeriets hjemmeside findes endvidere danske love gældende i Grønland.

 

Naalakkersuisut (regeringen)

Naalakkersuisut er Grønlands regering, udpeget af Formanden for Naalakkersuisut (regeringslederen). Formanden for Naalakkersuisut vælges af Inatsisartut. De øvrige medlemmer af Naalakkersuisut vælges af Inatsisartut efter indstilling af formanden for Naalakkersuisut. Naalakkersuisut er politisk ansvarligt for selvstyrets daglige drift. Naalakkersuisut er opdelt i et antal ressortområder.

 

Under hvert enkelt medlem af Naalakkersuisut er der et departement, som administrerer i henhold til lovgivningen og varetager aktuelle og generelle sager. Under departementerne er der direktorater og styrelser til forvaltning af en række specifikke områder. Naalakkersuisuts forvaltning foregår inden for rammerne af love og bevillinger, der er vedtaget af Inatsisartut.

 

Inatsisartut fører kontrol med Naalakkersuisuts arbejde, bl.a. ved revision af landskassens regnskab. Desuden er det Inatsisartuts ombudsmands opgave at føre kontrol med, at Naalakkersuisut administrerer i overensstemmelse med lovgivningen og god forvaltningsskik.


 

Oversigt 1.2. Naalakkersuisut koalitioner

 

Landsstyrekoalitionens sammensætning

Landsstyreformand

1979

Siumut: 5

Jonathan Motzfeldt

1983

Siumut: 6

Jonathan Motzfeldt

1984

Siumut: 5,

Jonathan Motzfeldt

 

Inuit Ataqatigiit: 2

 

1987

Siumut: 5

Jonathan Motzfeldt

 

Inuit Ataqatigiit: 2

 

1988

Siumut: 5

Jonathan Motzfeldt

1991

Siumut: 5

Lars Emil Johansen

 

Inuit Ataqatigiit: 2

 

1995

Siumut: 5

Lars Emil Johansen

 

Atassut: 2

 

1999

Siumut: 5

Jonathan Motzfeldt

 

Inuit Ataqatigiit: 2

 

2001

Siumut: 5

Jonathan Motzfeldt

 

Atassut: 2

 

dec-02

Siumut: 4

Hans Enoksen

 

Inuit Ataqatigiit: 3

 

jan-03

Siumut: 4

Hans Enoksen

 

Atassut: 3

 

sep-03

Siumut: 4

Hans Enoksen

 

Inuit Ataqatigiit: 4

 

dec-05

Siumut: 4

Hans Enoksen

 

Inuit Ataqatigiit: 2

 

 

Atassut 2

 

maj-07

Siumut: 4

Hans Enoksen

 

Atassut: 3

 

jun-09

Inuit Ataqatigiit: 6

Kuupik Kleist

 

Demokraterne: 2

 

 

Kattusseqatigiit Partiiat: 1

 

mar-13

Siumut: 6

Aleqa Hammond

 

Atassut: 1

 

 

Partii Inuit: 1

 

nov-13

Siumut: 7

Aleqa Hammond

 

Atassut: 2

 

dec-14

Siumut: 5

Kim Kielsen

 

Atassut: 2

 

 

Demokraterne: 2

 

dec-16

Siumut: 5

Kim Kielsen

 

Inuit Ataqatigiit: 4

 

 

Partii Naleraq: 1

 

Kilde: Grønlands Statistik